Efter Mathias FrygtindGydesen har overtaget rollen som fjollerik, vil dette indlæg have en (anelse) mere seriøs tone. Jeg lovede engang for 100 år siden i mit første indlæg at fortælle lidt mere om min baggrund.

Efter et super afslappet og vellykket DM i 2008, fik jeg lyst til at give svømningen en skalle igen efter et par år i USA hvor jeg nærmest svømmede baglæns (ikke som en teknisk øvelse, som de gør på NTC). Jeg startede ude i VAT, da min træner fra før jeg tog til USA, Mick, havde fået job der. Samtidig havde unionen ansat Paulus Wildeboer som ny landstræner. DKM i Kolding var første topning og jeg kvalificerede mig til EKM i mit absolut primære løb, 100 IM. So far, so good. Allerede under World Cup fornemmede jeg at der var noget galt... med mig. Jeg passede ikke ind i profilen. Jeg:

- svømmede langsomt unedtrappet

- var bedst til ikke-Olympiske discipliner

- var gammel

Under EKM i Rijeka sagde min kvindelige intuition mig at nok var sidste gang jeg svømmede for det danske landshold. Ikke nogen rar fornemmelse at gå rundt med når det ikke var fordi jeg havde tænkt mig at stoppe. Enhver svømmer synes deltagelse i internationale mesterskaber er det ypperste og selvom danske mesterskaber da er prestigefyldte, så føles de som "en dag på kontoret" i forhold til EKM hvor jeg, selvom det var 5. gang jeg var med, glædede mig som var jeg en lille dreng før juleaften.

Min bange anelse holdt stik. I januar tilbød jeg uden succes at selv betale for at komme med på opstartstræningslejren i Andorra for at holde mig inde i "varmen" på landsholdet. I foråret 2009 var kravtider til alle ikke-Olympiske discipliner blevet taget væk og til DM blev Mathias Andersen endda frasorteret fra EJM selvom han slog dansk SENIOR rekord i 50 bryst. Hans sæsonplan/træningdagbog/madbudget/rodede værelse (kald det hvad du vil) blev ikke godkendt. Dertil blev flere subjektivt udtaget til VM fordi deres værelser var blevet personligt ryttet op af landstræneren. Vi var på vej ind i en tid med en ny og mere kreativ måde at tænke svømning på. Efter DM og DHM og et par nasty skader, var lysten til mere dragtcirkus og fancy udtagelsespolitik (hvor jeg følte mig som den fede dreng i skolegårdens frikvarter... ham går vi så vidt muligt uden om!) så småt forduftet.

Det er den skillevej som alle der ikke passer perfekt ind i "profilen" kommer til før eller senere. Selvom Jakob Andkjær på et tidspunkt var under ½ sek fra verdensrekorden i 50 fly, hørte jeg ofte fra flere forskellige trænere hvordan 200 fri var hans speciale. Anna Karin Kammerling blev også på et tidspunkt "nødt" til at satse på 50 fri og 100 fly selvom hun var suveræn verdensrekordholder i 50 fly. Jakob Andersen lagde sin træning efter 100 ryg langbane, selvom 100 IM var hans "bread and butter". Der findes mange flere eksempler, specielt fra USA hvor der slet ikke er 50 metre på programmet til deres mesterskaber. Overvej - med den talentmasse de har - hvor mange amerikanere slet ikke har udnyttet deres potentiale i deres bedste disciplin fordi den aldrig "fandtes". OL er åbenbart så altoverskyggende et mål at alt andet er næsten ligegyldigt. Det svarer nærmest til at kun sende en ansøgning til Harvard selvom chancen for at komme ind på Stanford/Yale er langt større og de er næsten ligeså betydningsfulde. Og den skillevej var jeg så nået til. Sats på discipliner jeg i forvejen var middelmådig til eller fortsæt med at gå efter den ene disciplin hvor jeg havde bare den mindste smule niveau, 100 IM. Jeg lod skaderne passe sig selv henover sommeren og tænkte over hvad jeg ville.

I efteråret var jeg gået hen og blevet lidt småfed og begyndt at få lyst til at svømme igen, altså også internationalt. Samtidig glædede jeg mig til at dragterne efter nytår blev forbudt. I stedet for at take it like a man som det hedder på godt dansk og bare træne til jeg blev god nok til en Olympisk disciplin og dermed være inde i varmen igen, valgte jeg den nemme løsning og flyttede mit sportslige statsborgerskab tilbage til Finland (hvor jeg heller ikke var inde i varmen... de havde deres værste vinter i over 30 år). Jeg var i virkeligheden finsk til at starte med og skiftede først til dansk da min internationale karriere startede med Ungdoms-OL i 1999. Så jeg var altså udlånt i 9 år. Jeg fik hermed et års karantæne fra FINA i internationale konkurrencer.